Arbejdskraft er en tung post i mange landbrugsvirksomheder. Samtidig bruges en del arbejdstimer på noget så grundlæggende som at flytte afgrøder, foder og andre materialer fra ét sted til et andet. Her kan automatisering blive en stadig vigtigere del af regnestykket – både i den traditionelle landbrugsproduktion og hos producenter, der vil tjene mere på deres råvarer gennem egen forædling.

Landbruget bliver næppe menneskefrit foreløbig. Der vil fortsat være opgaver, hvor erfaring, hænder og menneskelig vurdering er vanskelige at erstatte.

Men det betyder ikke, at alle arbejdsopgaver behøver at udføres manuelt.

En af de lavthængende frugter er intern transport. Hver gang korn, grøntsager, frugt, foder eller biomasse skal flyttes mellem processer, opstår der en opgave, som enten kræver en medarbejder eller en maskinel løsning.

Og når marginerne er små, bliver forskellen vigtig.

Transport skaber ikke nødvendigvis værdi – men koster arbejdstimer

For den enkelte landmand er spørgsmålet derfor ikke nødvendigvis, om hele produktionen kan automatiseres. Det mere interessante spørgsmål er, hvilke arbejdsopgaver der kan fjernes fra medarbejdernes hverdag.

Intern transport er et oplagt eksempel.

På et traditionelt landbrug kan det være transport af korn til silo og tørreri, flytning af foder eller håndtering af halm, flis og anden biomasse. Hos grøntsagsproducenter kan materialet bevæge sig gennem flere led fra modtagelse og vask til sortering, pakning og udtransport.

Her kan transportører og sammenhængende anlæg overtage dele af det arbejde, som ellers kræver løbende manuel håndtering.

Leverandører som ABC Industrigummi arbejder eksempelvis med transportanlæg til landbruget, hvor løsningerne kan indgå i processer omkring grøntsager og pakkerier, korn og silo samt foder og biomasse.

Det interessante er ikke kun, at et transportbånd kan flytte noget fra A til B. Det er, hvad der sker med økonomien omkring processen, når medarbejderens tid kan bruges et andet sted.

Teknologi kan gøre egenproduktion mere interessant

Automatisering får endnu en dimension hos landbrug, der ikke blot vil sælge råvaren, men også selv vil stå for en del af forædlingen.

En æbleavler kan eksempelvis sælge æbler som råvare – eller bruge en del af høsten til egen produktion af æblemost. På samme måde kan producenter af bær, kirsebær, agurker og andre afgrøder arbejde med sortering, pakning eller videre forarbejdning og sælge et produkt tættere på den endelige forbruger.

Det kan potentielt flytte mere af værdiskabelsen hjem til producenten.

Til gengæld opstår der nye arbejdsgange.

Råvaren skal modtages, flyttes, sorteres, eventuelt vaskes og føres videre til produktion og pakning. Hvis alle mellemled kræver manuel håndtering, kan arbejdsforbruget hurtigt blive en begrænsning for, hvor meget der økonomisk giver mening at producere.

Her bliver automatisering interessant for selv relativt små produktionslinjer.

Det behøver ikke være robotter eller en fuldautomatisk fabrik. En transportør mellem to arbejdsgange kan være nok til at fjerne gentagne løft og transport. Flere transportører kan senere forbindes til et samlet anlæg, hvis produktionen vokser.

Fra landmand til fødevareproducent

Udviklingen illustrerer samtidig, hvordan grænsen mellem landbrug og fødevareproduktion kan blive mindre tydelig.

Når en producent selv vasker, sorterer, forarbejder og pakker en større del af sin høst, begynder virksomheden teknologisk at ligne en mindre produktionsvirksomhed.

Dermed ændres investeringsbehovet også.

Maskiner skal ikke kun kunne høste effektivt ude på marken. Der skal også skabes et effektivt flow efter høsten. Og jo flere processer der flyttes hjem på gården, desto vigtigere bliver det, at råvarerne kan bevæge sig mellem dem uden en tilsvarende stigning i behovet for medarbejdere.

Transportteknologi kan derfor få en rolle, der rækker længere end blot at spare et par manuelle løft.

Den kan være med til at afgøre, om det er praktisk og økonomisk muligt at skalere en produktion.

Automatisering skal kunne betale sig

Det betyder ikke, at alle landbrug bør investere i komplette transportanlæg.

Teknologien skal passe til produktionens størrelse, og en investering, der giver god mening for én producent, kan være unødvendig for en anden.

Her er fleksibilitet vigtig.

En simpel mobil transportør kan være tilstrækkelig til en sæsonbetonet opgave, mens større produktioner kan have fordel af stationære løsninger, hvor transportører, fødekasser og styring arbejder sammen. Standardiserede transportører kan desuden være et alternativ til et fuldt specialbygget anlæg, når opgaven er veldefineret.

Regnestykket bør i sidste ende handle om mere end indkøbsprisen. Hvor mange arbejdstimer kan løsningen erstatte? Kan kapaciteten øges? Bliver der mindre spild? Og kan investeringen gøre det muligt at producere eller forædle varer, som ellers ikke ville være rentable?

Det er den type spørgsmål, der gør automatisering til et forretningsområde snarere end blot et teknologiprojekt.

Hænderne skal bruges dér, hvor de skaber mest værdi

Landbrugets udvikling bliver næppe en fortælling om, at mennesker bliver overflødige.

Snarere kan teknologien ændre, hvad mennesker bruger deres tid på.

Hvis en medarbejder ikke behøver bruge timer på at flytte kasser, foder eller høst mellem arbejdsstationer, kan tiden i stedet bruges på produktion, kvalitet, vedligeholdelse, salg eller andre opgaver, hvor menneskelig arbejdskraft skaber større værdi.

Det kan blive særligt interessant for landbrug, som forsøger at bevæge sig længere op i værdikæden og sælge mere direkte til slutkunden.

For dem er automatisering ikke nødvendigvis et spørgsmål om at gøre landbruget større. Det kan lige så meget handle om at få mere værdi ud af den produktion, de allerede har.

Og i en branche, hvor både omkostninger og indtjening konstant er under pres, kan det vise sig at være mindst lige så vigtigt som endnu en maskine ude på marken.