Udnyt teknologien i dit insekt-opdræt
Hvis du hører til den voksende gruppe af ”nørder”, der holder eksotiske hobbydyr såsom f.eks. reptiler eller spindlere, bruger du sikkert levende insekter som foder i større eller mindre omfang. Mange har ligefrem eget opdræt af de levende foderdyr derhjemme, og det kan udgøre en hel hobby i sig selv.
Problemet med foderdyrene er dog, at pasningen kan tage en del tid ud af kalenderen. Heldigvis er der masser af gadgets og teknologi, der kan hjælpe dig i arbejdet. Få et par tips her.
Automatisk vanding
Vand er noget af det vigtigste for foderinsekterne (og alle andre levende skabninger). Men hvem gider gå og fylde vandskålen op hele tiden? Anskaf i stedet en såkaldt slangepumpe, der præcist kan dosere vand i små portioner. Slangepumper er lidt pebrede i pris, men du kan være heldig at finde en brugt.
Med en slangepumpe kan insekterne f.eks. få serveret 5 ml om dagen. De drikker jo ikke meget, så få dråber er nok. Fordelen er desuden, at de ikke risikerer at drukne.
Temperaturstyring med termostat
De fleste foderinsekter har det bedst med varme. Det kan løses med en varmelampe, som du tænder og slukker efter behov. Men hvem gider det? Brug i stedet en termostat, der via en temperaturføler tjekker temperaturen løbende, og selv slukker og tænder for varmekilden.
Du kan sågar få termostater, der har programmerbar natsænkning. Det vil være naturligt for insekterne, og samtidig sparer du lidt på elregningen.
Automatisk dagslysstyring
Hvis det skal være ekstra avanceret, kan du installere noget kunstigt dagslys i insekt-terrarierne. Det er strengt taget ikke nødvendigt, men en naturlig dagsrytme kan muligvis forbedre foderdyrenes sundhed. Det skader i hvert fald ikke at imitere naturens gang bedst muligt.
Du kan få lysstyringer, der gradvist kan hæve og sænke lysniveauerne og dermed skabe ”naturlig” solopgang og -nedgang. Niveauerne kan styres enten via en udendørs lysføler eller slet og ret en timer.
Hvis uheldet er ude
Insekter er følsomme dyr, og før eller siden vil du sikkert komme ud for, at dit lille opdræt crasher. Det kan være en varmelampe, der er stået af uden du opdagede det, eller vandbeholderen kan være løbet tør.
I alle tilfælde får du brug for nye friske foderdyr. De kan heldigvis bestilles på nettet (https://insektorama.dk/foderdyr/) eller købes lokalt, hvis du er heldig at have en dyrehandler, der har et passende udvalg.
Hvis du er på jagt efter avlsdyr, er det vigtigt at have ekstra fokus på kvaliteten. Generne kommer jo til at gå i arv gennem mange generationer, så betal hellere lidt ekstra og start ud med god kvalitet.